Er du et glad og lykkeligt menneske? Så er det nok af en eneste grund: Du har endnu aldrig besøgt Microsoft's hjemmeside....

Målgruppe for kursussatire - kursus i microsofts hjemmeside

Kurset henvender sig til it-eksperter, der har haft deres daglige gang på Microsoft's hjemmeside i flere år, men som stadig ikke kan finde rundt i sitet. Har du således ringet til Microsoft's callcentre og fået en engelsktalende studerende i røret, der heller ikke kender Microsoft's hjemmeside og som hedder enten Paul eller Irene, så er dette 5 dages intensive kursus noget for dig. 

Forudsætninger for kurset

Du skal være i stand til at benytte en browser og en mus. Endvidere skal din tålmodighedstærskel med umulige hjemmesider være høj, hvilket dog ikke forhindrer dig i at få raserianfald hver gang du går på Microsoft's hjemmeside. Har du været oppe i det røde felt mere end 30 gange pga. Microsoft's hjemmeside, så er kurset støbt til dig.

Efter kurset kan du

Finde mindst 25 sider på Microsoft's hjemmeside. Det må dog forventes, at disse sider flyttes inden længe. Derfor anbefaler vi, at du tager på dette kursus hver 3. måned. Efter kurset får du udleveret et print af de 25 sider, som du kan benytte, hvis du inden for de 3 måneder ikke kan finde siden igen. Apropros kursusmateriale. Vi forsøgte at lave et fikst program, som kunne samle alle sider med blinde links eller cirkulære referencer i et array. Men selv om hele harddisken var dimensioneret ind i arrayet fik vi alligevel fejlen 'Subscript out of Range'. Æv...

Kursusindhold

Vi finder 25 interessante sider og sætter dem i foretrukne. Under kurset bør du lave intense notater om placering og navne på menuer og links, som kun dukker op engang imellem. Du er velkommen til at fotografere computerskærmen med din SmartPhone. Således kan du tage hjem og vise din familie, at du har haft succes.

Endvidere gennemgås hvordan du kan søge på Microsoft's hjemmeside i søgefeltet på forsiden. I søgeresultatet kan du forvente, at finde det du skal bruge blandt de 275.000 første søgeresultater. 

Kurset viser gratis software, hvor man f.eks. nemt kan finde blinde links på ens egen hjemmeside. Blot så du ikke begår samme fejl som MickeySoft.

Certifikat

Du får udleveret et certifikat, der beviser, at du er Professional Microsoft Homepage Pathfinder Specialist (PMHPS)

Næste Kursus

Find rundt på IBM's hjemmeside. Blandt andet hvordan man forhindrer spam fra IBM Partner World. Man kan umiddelbart ikke melde det fra. Én person i virksomheden skal være registreret som spammodtager (3-4 mails pr. uge). Vi meddelte, at Den usynlige Mand var ansat hos os med email-adressen This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it. . Herefter en Rule, som sletter alle mail, der ikke indeholder teksten "ZSXDCSZX". Hurra for Outlook.

Hvis... (denne side er satire !)

Da vi helst ikke vil have at Microsoft's advokater løber med parcelhuset må vi hellere røbe at denne kursusbeskrivelse (og kun denne) er en practical joke - oprettet i frustration over Microsoft's hjemmeside. Satire er heldigvis lovligt. Alt på siden bygger således på egne erfaringer og skal ikke opfattes som fakta. I samme åndedrag må vi da også rose Microsoft. Det er sandelig en fin hjemmeside I har skruet sammen.  SIKKEN en masse information I har lagt ud - er du vimmer !!!!!!

Sidste nyt

I dag kontaktede vi Microsoft igen. Det er helt hyggeligt at sidde der ved telefonen og fører ligegyldige konversationer på engelsk med ansatte i Microsoft. De er ikke alle komikere. Det vil sige vi forsøgte allerede i sidste uge og efter at have fået udleveret 6 (læs: 6) telefonnumre 1 ad gangen- ringet til dem alle og stået i kø op til 45 minutter på dem alle, så kom vi frem til en medarbejder, som flinkt guidede os igennem, det vi ville på microsoft.com - altså lige indtil det punkt, at hjemmesiden ikke virkede mere. Han bad mig pænt logge af og logge på igen, da der jo nok lå nogle cookies på min maskine (hvilket en genstart af browseren iøvrigt ikke fjerner).

Fejlen var der stadig. OG SÅ BAD han mig om at højreklikke, og copy-paste kildekoden. Den skal jeg så sende som en request på en mail han vil sende til mig. Så microsoft skal have kildekoden til deres egen webside tilsendt. I øvrigt modtog jeg aldrig nogen request.

Vi tager den lige igen: Microsoft vil have, at jeg højreklikker på deres hjemmeside, copy/paster kildekoden over i en mail, som jeg så sender til dem. Jeg måtte holde fast i bordet for ikke at falde ned fra stolen.

Derfor har vi udvidet kurset til nu også at omhandle højreklik og 'view source' på en hjemmeside. Kurset er derfor udvidet fra 5 til 6 dage. Vi har simpelt hen fundet en niche her...... !!!!!!

Aller sidste nyt

Ovennævnte problem blev delvist afhjulpet ved simpelt hen at gentage processen i Google Chrome, i stedet for Internet Explorer. Så vi vil da være storsindede og ikke stå tilbage for at rose Microsoft for at have udviklet en snitflade, der kan benyttes fra konkurrerende produkter. Samme feaure finder man desuden i SharePoint, som i nogle tilfælde kun lader sig benytte i Google Chrome. Nå - det skal ikke slå os ud.

Interessen er enorm

Siden vi kom op at køre med dette kursus har vi ikke haft tid til at afholde andre kurser. Ikke engang en 4-dobling af prisen og fjernelse af den obligatoriske DanCake hindbær-roulade i pauserne har skræmt kunderne væk. Det går forrygende. Vi overvejer at spørge Microsoft om vi kan få en bannerreklame for dette kursus på deres hjemmeside. Vi forestiller os en lille blinkende sag i neonfarver, listet ind med lidt Angular, JQuery e.l., der kommer op på alle Microsoft.com's undersider. Også alle de undersider som Microsoft ikke selv kender.

Kurset kan også leveres som OnLine Kursus. Vi vil her benytte Skræk for Business - undskyld - Skype for Business.

Som det eneste af vore kurser yder vi ikke gratis support efter kurset. Vi er heller ikke eksperter i hjemmesiden. I stedet får du udleveret hovednummeret til Microsoft Danmark. God fornøjelse.


Del denne artikel på

Mest læste sider

test6.png